Status på hverdagen i Lyngby

Jeg holder af hverdagen, sagde Dan Turell. Hmm… det er nok ved at blive lidt FOR hverdagsagtigt nu. Dette skal ikke være en negativ klagesang over coronaplagen, for jeg mener ikke, der skal “åbnes op” før det er sikkert. Men jeg kan selvfølgelig som så mange andre godt mærke, at jeg savner noget mere aktivitet og socialt samvær.

Heldigvis har jeg den nærmeste familie i nærheden, og jeg vil sige, at hvis jeg ikke havde det, så ville det være trist. Det er en stor glæde at kunne se børn og børnebørn. I tirsdags havde jeg fx fornøjelsen at lave en snemand sammen med Liva efter at jeg havde hentet hende i vuggestuen. Nu er snemanden nok væk, men jeg er sikker på, at hun kan huske, at vi lavede den.

Liva bliver snart to år, og jeg er i gang med fødselsdagsgaver til hende. Et tylskørt med påsyede pailletter (det tager tid!) og et fotoalbum, som hun selv må have at kigge i. Det er med billeder fra hendes 2. år. Det glæder jeg mig til at give hende.

Og så kommer jeg til det, der egentlig fik mig til tasterne i dag. For jeg skal nu have fat i nogle farvepatroner til printeren og noget fotopapir. Og man kan ikke komme i butikkerne. Hvad gør man så? Heldigvis har Elgiganten click and collect service. Så jeg har bestilt det der, og så kan jeg bare glæde mig over, at der fra hvor jeg bor kun er en lille spadseretur til Elgiganten i Gentofte. Så det skal jeg have hentet i dag. I samme center ligger IKEA, JYSK og BR Legetøj og flere forretninger. Det er en stor fordel at bo så tæt ved sådan et center, når man ingen bil har.

For et par uger siden var jeg på samme måde i BR og hente legetøj til de små. De skal jo ikke blive ved med at lege med baby-legetøj, når de er her. Så nu har de fået vandfarver og farvekridt, en kugleramme og legoklodser med bogstaver. Og så en lille guitar til Hubert, som bare er helt vild med at spille på guitar. Han skal helst have sådan en i hænderne hele tiden. Det skulle undre, om der ikke er en lille musiker gemt i ham. Liva er vild med farverne, men det skal ske under opsyn. I torsdags var hun pludselig blå om munden. Farverne har nok virket alt for lækre til at hun kunne modstå fristelsen.

For øvrigt går det lige nu godt med smittetallene her i Lyngby-Tårbæk kommune. Vi er ned på 19,6 pr. 100.000.

Og nu til en af hverdagens begivenheder. Gåturen, som nu bliver til Gentofte.