Slægtsforskning og syning i Lyngby

Her op til påske kommer der lige en lille opdatering her fra Kongens Lyngby.

Som de fleste andre opholder jeg mig mest herhjemme. Det bliver dog til en gåtur, cykeltur eller løbetur næsten dagligt. Det er nødvendigt at jeg får mig rørt, og hvis jeg vælger de rigtige tidspunkter, så kan jeg undgå at møde særlig mange mennesker. I mandags var det en cykeltur til Lyngby-Charlottenlund-Skovshoved-Nordhavn-Lyngby. Knap 30 km med ophold i Nordhavn, hvor jeg gik tur sammen med Ronni og Hubert. Det var dejligt at se dem rigtigt igen og ikke kun på en skærm.

Hver dag fra omkring kl. 13 og hen sidst på eftermiddagen skyper jeg med Flemming og vi sidder og slægtsforsker sammen. Min mor slægtsforskede også – og min far også, da han kunne se til det – og der lå rigtig mange noter efter min mor, da hun døde. Dem er vi igang med at forske videre på, og det er en kæmpe hjælp, at hun har været i kirkebøger og folketællinger. Vi kommer langt tilbage – helt til før stavnsbåndet blev ophævet, og da var det husmænd og gaardmænd, men også skovfogeder, der var fremherskende i familien. Vi læser i ældgamle kirkebøger, hvor præsterne skrev som et brækket arm, og blækklatterne er drysset ned over siderne. Men vi finder som regel det vi leder efter. Det er helt vildt, så bliver vi så begejstrede, og nogle dage må vi slutte forskningen med et glas rødvin og fejre vores succes. Jeg lægger alle data ind i et slægtsforskningsprogram, som hedder Legacy, og som Flemming er superbruger i. Jeg får derfor også undervisning og lærer en hel masse. Det er et godt holdepunkt og en god struktur at have på hverdagen i denne tid, hvor vi er så begrænsede at en rigtig dum virus. Men noget godt kommer der altså også ud af det, og det vælger vi at fokusere på. Her kommer en lille prøve fra en kirkebog. Det er mine 4 x tipoldeforældres bryllup. Søren Christophersen og Maren Nielsen. Så kan I jo selv prøve at se, om I kan finde dem. Det her er en af de præster, der skriver rigtig pænt, skal jeg lige nævne.

Syning bliver det ikke så meget til. Men i dag var jeg ved at reparere et dynebetræk, som lige skulle sys i en søm. Så måtte jeg have min symaskine frem. Jow-jow, jeg har skam en symaskine. Så kommer jeg igen til at mindes min mor, som jo syede hele sit liv. Selv da hun var en stor pige hjemme hos sine forældre, syede hun til sine mindre søskende. Og hele livet har hun syet til os børn og til sig selv. Hun har arbejdet som syerske og syet skindluffer og skindveste, flotte Racell-modeller og uniformer til luftkaptajer og politibetjente. Jeg husker, hvordan hun grinede, da jeg fortalte, at jeg havde købt symaskine. For det er jo sådan bitte lille maskine, som kun kan sy fremad – ingen zig-zag eller baglæns. Men det går fint. Hun hjalp mig med at få den indstillet rigtigt i spændingen til tråden. Og den fungerer fint endnu. Nu kommer jeg også til at tænke på dengang jeg ventede Robert og skulle købe sådan en rigtig symaskine. Det købte jeg inde i Danmarksgade i Aalborg og vi slæbte den hele vejen til Norgesgade, hvor jeg boede sammen med Roberts far dengang. Den syede jeg også en del tøj på til Robert og til mig selv. Men det er ikke meget, jeg har syet i mit liv, det må jeg indrømme. Så nu kan jeg nøjes med den lille bitte maskine 🙂

 

Inden jeg slutter vil jeg ønske alle jer, der læser min blog, en rigtig god påske! Billedet er taget på Mariebjerg Kirkegård, hvor jeg får mine gåture og løbeture