Okkeja! Tiden går!

Og ved I hvad? Det gør begge mine børnebørn også nu!

Liva tog sine første skridt for godt en måned siden og Hubert gik en lille tur hen til sin far i går.

Livas første skridt tror jeg faktisk, at jeg var vidne til. Vi var ikke klar med et kamera, men få dage senere har hendes forældre selv optaget hende, hvor hun går lidt rundt. Det var bare så pudsigt at se. Jeg kan jo ikke huske fra mine egne børn, hvor stor en ting det er, at de pludselig selv kan gå og bestemme retningen. Og at de vel at mærke også for det meste pludselig befinder sig i en højde, hvor de kan nå mange flere ting, end dengang de mest var i gulvhøjde 🙂

Her er en af Livas første selvstændige gåture:

I de her tider, hvor jeg ikke ser børn og børnebørn på grund af forsigtighedsprincip og mindskelse af smitte af corona, så havde jeg ikke mulighed for at være vidne til Huberts første skridt. Han snyder os også lidt ved at være så tidligt på den. Han er jo kun lige blevet 9 måneder. Hubert og hans far var alene, da mor var på nattevagt, og heldigvis havde far telefonkameraet parat, ellers ville ingen nok have troet på det. Og det var da vist også telefonen, der var lokkemad til den lille gå tur 🙂

Her er Huberts første skridt:

Farmor er da meget stolt!

Billederne er lidt uklare. Det er fordi jeg har taget dem ud af en video. Det er ikke sådan lige muligt at overføre videoer her i WordPress, undtagen hvis man fremstiller en decideret video eller lægger et link på, så I læsere skal downloade. Og det synes jeg ikke I skal. Mine børn er påpasselige med at eksponere deres børn på nettet, og det respekterer jeg fuldt ud. For det er desværre nødvendigt nu om dage. Det er også derfor, at der kun meget sjældent kommer billeder af børnebørnene her. Og jeg har fået lov til at lægge disse to billeder på.

Jeg følger stadig tæt med i børnene og børnebørnenes liv, vi facetimer en gang imellem. De synes det er vildt mærkeligt, at farmor er inde i Ipad’en. Det kan jeg godt se 🙂 Men jeg tror ikke det gør noget. Jeg er i hvert fald meget glad for at se deres smil.

Heldigvis er der ingen af os, der fejler noget. Men da børnebørnenes forældre er sammen med andre i forbindelse med arbejde og hvor de ellers færdes, og da vi alle er potentielle smittebærere, så tænker jeg, at det er mest fornuftigt, at vi holder os hver for sig og retter os efter myndighedernes anbefalinger. Det har været så dejligt at kunne følge dem tæt siden jeg flyttede til København, og jeg glæder mig selvfølgelig vildt til at jeg kan være sammen med dem igen. Og jeg er stadig glad for, at jeg ikke befinder mig helt ovre i Aalborg, selv om vi lige nu ikke ser så meget til hinanden. Det er jo kun en overgang.