Sammenspil

Musik skal der til!

Nu har jeg fået gang i sammenspillet igen. Det er bare rigtig dejligt.

Gennem hele mit voksne liv har jeg spillet violin og bratsch som amatørmusiker. Jeg har dels gået til undervisning og dels spillet sammen med andre. Det begyndte som suzuki-undervisning, senere blev det så til folkemusik, som var meget fremme i 1970’erne og 80’erne. Jeg fik undervisning hos Poul Hansen, som var en kendt skikkelse i Aalborg med sine Hopsa Spillemænd og børnegruppen Poul Sine Høns. Hver mandag aften i mange år spillede jeg sammen med 3-4 andre. Langsomt blev til til klassisk musik, som Poul også mestrede. Det blev til mange dejlige oplevelser, som jeg har tænkt tilbage på med stor glæde mange gange.

Så kunne vi efterhånde danne en strygekvartet, hvor violinbygger Chresten Pedersen spillede cello og jeg gik over på bratsch. Det havde vi meget glæde af, så længe det var muligt. Vi fik nogle gange også undervisning som kvartet. Vi tog på højskoleophold i kammermusik og her mødte jeg en dame, som spillede klarinet. Samtidig havde jeg en kollega, der spillede klaver. Vi fik dannet en trio og spillede sammen i flere år – prøvede bl.a. kræfter med Mozarts Keglebanetrio – og vi havde det rigtig hyggeligt.

Vi spillede sammen indtil Anna-Sophie, pianisten, flyttede til Sjælland, da hun blev pensioneret. Klarinettisten Lisbeth og jeg besøgte hende der til sammenspil en enkelt gang. Men afstanden var en forhindring i at vi fortsatte. Vi fik en ny pianist, Karen Marie, i nogle år. Det ophørte dog, da Lisbeth også var engageret i Brønderslev Harmoniorkester og ikke kunne overkomme begge dele. Jeg spillede videre  med Karen Marie og senere med Lisbeth, som også spiller klaver. Mit arbejde og omsorg for mine gamle forældre gjorde at vi ikke fik spillet så meget den sidste tid, jeg boede i Aalborg. Men hold op, hvor har vi har meget glæde af musikken. Samtidig skal jeg også nævne, at jeg har spillet meget sammen med min far, næsten indtil han lukkede sine øjne for sidste gang. Far var musiker i hjertet og spillede harmonika og mundharpe.

Så flyttede jeg jo til Lyngby i juli måned sidste år. Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville blive ved med at spille. Og det er nu sjovest at spille sammen med nogen. Derfor kontaktede jeg næsten med det samme Anna-Sophie for at høre, hvordan det gik med hendes spil, og om hun var interesseret i at spille sammen igen. Det var hun heldigvis, og i sidste uge mødtes vi ved Anna-Sophies flygel for at spille tre stykker, vi havde fra det gamle repertoire. Det var så dejligt at få gang i det igen, og det er jo som om, vi bare har fortsat fra dengang. Vi skal mødes igen om godt 14 dage og spille videre. Jeg tror, at alle der har prøvet at spille sammen med nogen, kan forestille sig, hvor stor en glæde det er. Jeg glæder mig utrolig meget til næste gang.

Der skal musik til i livet! Jeg kunne ikke forestille mig det uden i hvert fald.

Sammenspil
Sammenspil-selfie 🙂