Gl. Holtegaard og Mécanique Moderne

I går (den 13. oktober 2021) var vejret rigtig flot. Jeg havde for nogle dage siden besluttet at cykle til Gl. Holtegaard og se udstillingen Mécanique Moderne med Franciska Clausen, Fernand Léger og Gösta Adrian-Nilsson, hvis vejret var godt onsdag i denne uge. Og det må man sige, at det var. Så afsted med mig!

Der er mange grunde til at tage turen til Gl. Holtegaard. Udstillingen er interessant, kunsten fra begyndelsen af 1920’erne er super interessant og kunstnerne er hver for sig og sammen mega super interessante. Og så er Gl. Holtegaard også bare et dejligt sted at besøge.

Jeg vil godt indrømme, at det som gav det sidste spark til at komme afsted var DR’s udsendelse om Franciska Clausen. Den, hvor Søs og Molly Egelind præsenterede Franciska Clausen. Jeg kendte godt kunstneren i forvejen fra udstillinger på Kunsten i Aalborg, hvor jeg har arbejdet. Men den levende måde, som Søs og Molly præsenterer kunstnerne på, den synes jeg rigtig godt om. Det bliver ikke for poppet, men det bliver lige tilpas levende til at man spidser ører. Og der er masser af faktuelle oplysninger. Da jeg så et eller andet sted så, at Franciska Clausen er aktuel på Gl. Holtegaard, så måtte jeg afsted.

Udstillingen levede fuldt op til forventningen. Der er masser af skønne værker. Og så er der en introduktion til udstillingen på et TV, som også er rigtig god og informativ. Måske er det meningen, at man skal se det før udstillingen, men jeg så den altså først bagefter, da den ligesom er i det sidste rum, man kommer til i rundgangen. Jeg tror den med fordel kan ses før udstillingen.

Der er også et kreativt værksted, hvor man sammen med børnene kan bygge sin egen mekaniske skulptur. Med en værkstedsbillet til 30 kr. (1 til voksen og 1 til barn) kan man bruge et antal træklodser og andre materialer. Jeg kiggede ind i værkstedet og det så indbydende ud. Her kunne jeg sagtens se Liva og Hubert være beskæftiget sammen med en voksen i et stykke tid. Selv om de endnu ikke er fyldt tre år.

Da jeg havde nydt udstillingen og, gik jeg en tur i barokhaven. Og det må I ikke snyde jer selv for, hvis I kommer til Gl. Holtegaard. I forlængelse af barokhaven kommer man til Mariehøj Æblehave, hvor der også er en stor legeplads. Alle må plukke æblerne, og det havde alle også gjort, da jeg kom. Men vi er også sidst på efteråret nu, så det er vel naturligt nok.

Som jeg plejer, når jeg er ude, har jeg taget nogle billeder, som I får at se her.

Skriv din kommentar her ✏️