Farmos vaskedag

Fra min barndom kan jeg huske visen “Tørresnoren”, som ofte blev sunget af Hans Kurt i Giro 413. Jensens vaskedag. Den handler om, at når man bor i lejlighed og der er tørresnor i gården, så kan alle se ens garderobe – også den intime, undertøjet. I visen fantaseres om, hvordan Jensen og fruens liv er ud fra det tøj, de (eller dengang var det jo fru Jensen) hænger til offentligt skue.

Jeg kom til at tænke på visen i dag, hvor jeg har vaskedag igen. I min lille lejlighed er der ikke plads til vaskemaskine. Til gengæld er der to fine maskiner i vores kælder, som vi kan bruge. Der er også en tørretumbler, og den bruger jeg også. Men meget af tøjet har ikke godt af turen i tørretumbleren, og hvem elsker ikke duften af lufttørret tøj. Vejret er lige til at tørre tøj i dag.

Men en lille lejlighed har også kun en lille altan. Så der er meget lille plads til at tørre tøj. Vi har nemlig ingen fælles tørresnor i gården. Sådan er bygningen ikke. Der er ganske vist et stativ langs bygningen på bagsiden, men der er ingen snore, så det bruges ikke. Jeg synes det er OK med at have tøj på altanen. i de par timer det tager med at få det tørret. Og med lidt sans for systematik, så kan det som regel gå op, så der bliver plads til det, der skal være plads til.

Om andre så sidder og fantaserer over mig og mit liv ud fra mit vasketøj? – tja… de skal være velkomne 🙂

Her kan I høre sangen om Jensens Vaskedag….