Farmor fjumrer

Sikke en begyndelse på dagen!

Jeg skal en tur ud til Annette og Robert og tager med offentlig transport som sædvanlig.

Inden jeg går ud af døren, tjekker jeg – som sædvanlig – at rejsekortet er på det rette sted. Det er det så ikke!

Gud! tænker jeg. Så har jeg da tabt det ….mange grimme ord…. 😈💀👽🤡⚡️🌬💥

Jeg tænker: jakkelommen? selvom jeg altid lægger det i tasken for ikke at tabe det. Det er ikke i jakkelommen. 🙁

Jeg tænker igen: så må det jo spærres. Jeg ringer til Rejsekort. Her er de flinke. De kan se, at der ikke er nogen, der har misbrugt det. De oplyser, at jeg kan få lavet et nyt rejsekort på Hovedbanegårdens Servicecenter. Det lyder godt. Det vil jeg gøre. Jeg går ned til stationen i Lyngby og må jo så købe en billet til S-toget. Hmmm, hvor er min pung nu? Ikke i min taske, konstaterer jeg. Så har jeg nok haft den oppe for at tjekke, om mit rejsekort var i den. Hjem igen. På vejen hjem …. man tænker godt, når man går …. kom jeg så i tanke om, at jeg i fredags sikkert havde lagt rejsekortet i en lomme på den store taske, jeg havde med til babysitning for Liva, fordi jeg skulle overnatte. Og hjemme igen kunne jeg konstatere, at det var rigtigt.  Samitidig kunne jeg konstatere, at pungen IKKE lå på bordet derhjemme, men i bunden af min taske 😈💀👽🤡⚡️🌬💥

Nå! Rejsekortet var jo spærret – nogle gange handler man lidt for hurtigt. Nu så jeg lige sætningen derinde i selvbetjeningen for mig om, at “Når du har spærret rejsekortet, kan det ikke genaktiveres”. Det skulle dog ikke forhindre mig i at prøve om det MÅSKE alligevel kunne genaktiveres, hvis jeg ringede med det samme. Der var jo kun gået kort tid 😇🤓🤩 Men den var de ikke med på inde på Rejsekortet. OK. Ned på stationen, trække en billet til København H, …. til dobbeltpris 😲

Heldig vis var der kontrol på vej ind, så billetten retfærdiggjorde sig. Men jeg kunne nu heller aldrig drømme om at køre uden billet.

Inde på Hvedbanegården fik jeg lavet et nyt rejsekort, med billede og det hele. 5 minutter tog det. “Det virker med det samme”, sagde den flinke DSB mand. Dejligt, ud til bussen og tjekke ind.

Tro om ikke også der var kontrol i bussen. Godt jeg havde mit nye rejsekort. Og heldigvis kostede det kun 50 kr. + den forhøjede billetpris til Hovedbanegården, at farmor fjumrede i det.