Dametur!

I weekenden havde jeg besøg af min veninde fra Aalborg. Majbrit og jeg er gamle skolekammerater, så vi holder kontakten, selv om jeg er flyttet til København. Det er dejligt. Når vi mødes, går snakken lige som den gjorde, når vi mødtes i Aalborg – dengang var det jo bare meget oftere, men det gør ingen forskel for vores snakke og samvær, at der går længere tid imellem. Vi kender jo hinandens familier, og der er altid noget, der skal følges op på.

Lørdag var vi nede i byen i Maison Vintage og købe et fransk cafébord, som jeg ikke kunne glemme, efter at jeg så det ind ad vinduet i butikken.
Der er åbent om lørdagen, og jeg tænkte, vi kunne bære bordet hjem, hvis det ikke var for dyrt.
Det var det ikke, så nu har jeg et fint lille bord i mit lille køkken.

Da vi havde hentet bordet, gik vi ned i byen igen og købte noget frokost, og heldigvis havde jeg en flaske bobler i køleskabet. Så vi fik da lige indviet min altan og mit nye altanbord i det rigtig fine vejr, vi havde.

Om søndagen skulle vi i teatret. Vi havde bestilt billet til Riddersalens forestilling Riddersalens kvinder, hvor det denne gang skulle handle om Daimi, som jo har været tilknyttet Riddersalen i rigtig mange år. Daimi havde imidlertid sagt, at hun ville have Jytte Abildstrøm og dameorkestret 14 Red Ladies med. Både Daimi, Jytte Abildstrøm og de 14 damer var veloplagte, så det blev en skøn eftermiddag med fortælling, musik og sang. Vi fik en række af de gode gamle melodier, som vi alle kunne synge og nynne med på. Det er så dejligt, sådan at blive opslugt af en anden og munter verden for et par timer.

Daimi i sin flotte kjole og kapelmester Jytte Abildstrøm, der er ved at finde takten til næste nummer på sin elektroniske metronom.

Vi havde fornemmelsen af, at det var en helt særlig oplevelse, vi havde fået denne eftermiddag med de to damer. Man må sige, at med deres henholdsvis 78 og 88 år er de still going strong. Vi sad helt fremme på første række ved et bord, og som Majbrit sagde, så var det som om de sang og spillede kun for os.  Der var kaffe og kringle med i billetten, og det blev det jo kun endnu mere hyggeligt af.

På vejen hjem satte vi os ved en café på Frederiksberg Allé og fik en øl. Vi skulle lige have den gode oplevelse til at synke helt ind, før vi satte os i S-toget hjem til Lyngby.