Cohen og corona – det smitter :)

Udstillingen om Leonard Cohen på Gl. Strand og i Nikolaj Kirke har været på ønskelisten længe. Helt siden før corona var noget vi vidste ret meget om. Jeg havde også en aftale om at skulle se udstillingen sammen med Louise i marts måned. Men det blev af ovennævnte virus’ forekomst i Danmark ikke til noget. Udstillingen, der har titlen A Crack in Everything, er heldigvis blevet forlænget til den 2. august, og nu hvor det ikke længere er så risikabelt, fik vi også denne udstilling at se.

Louise kender jeg fra min tid på Kunsten. Hun er væsentligt yngre end jeg er, men vi har fundet ud af, at vi har fornøjelse af at se udstillinger sammen. I hvert fald har jeg stor glæde af det. Louise ved meget om kunst og er i gang med et kunsthistorie-studium, så jeg har også fordelen af at have en kyndig person med. Louise bor også her i København, så det er nemt at mødes.

I forgårs gjaldt det så udstillingen om Leonard Cohen. I forhold til corona smitte føles det helt trygt at se udstillingen. Der er tydeligt gjort opmærksom på, hvor mange personer, der må være i hvert rum, og der er håndsprit i alle rum. Men jeg tror, at Louise her blev ramt af en helt anden og ufarlig virus: nemlig Cohen-virus. Jeg blev jo “vaccineret” for den i 80’erne, hvor han kom med albummet I’m Your Man (som jeg nok har hørt de første 1000 gange) og selvfølgelig alle hans andre udgivelser som Bird on a Wire, Suzanne, So long Marianne osv. Nok er jeg vaccineret, men der er slet ikke fuld immunitet. Det er Cohens karisma, integritet og kunstneriske styrke heldigvis alt for stor til. Så jeg blev også (gen)inficeret på udstillingen og har nu hans CD’er på afspilleren.

Udstillingen er en vandreudstilling, som er tilrettelagt af Musée d’art Contemporain de Montreal i Canada, hvor Cohen stammer fra. Den rejser nu rundt i verden, og godt for det. For det er en fremragende udstilling. Ud over det omfattende biografiske materiale har idéen været at lade andre kunstnere udarbejde installationer inspireret af Cohens digte og sange. Der var mange rigtig gode oplevelser i udstillingen. Eller rettere i udstillingerne. For der er værker både i Gl. Strands lokaler og i Nikolaj Kirke.

Helt grundlæggende var det for mig både overraskende og dejligt at opleve en humoristisk Cohen i scenerne med interviews. Og at opleve, at han var temmelig uhøjtidelig overfor sine egne kunstneriske bedrifter. Det virkede faktisk så ægte, så man tror på det. Den humoristiske tilgang til samme kom bl.a. til udtryk, da han af en interviewer bliver spurgt om det økonomiske aspekt i at tjene penge på at offentliggøre sine egne kvaler og problemer. Han svarer, at han aldrig skaber kunst for at tjene penge på det, men at han gerne vil betales for den kunst han skaber. “Og” – siger han. “Hvis du kan sælge dine kvaler og problemer, så er det vel ikke det værste man kan gøre med dem” 🙂

Af en eller anden grund spørger intervieweren om han nogensinde har tænkt på at ændre sit navn. Ja, svarer han, det har jeg tænkt mig, til september. Intervieweren går måbende i stå og får så spurgt: hvorfor til september. “Jo – September Cohen”, siger han så med et glimt i øjet. Det humoristiske er overraskende, fordi mange af hans sange er melankolske og beskriver smertelige sider af livet.

Det at andre kunstnere har skabt installationer, inspireret af Cohens kunst, det er der kommet meget godt ud af. Jeg vil ikke nævne dem alle her, men blot et par stykker, som gjorde stort indtryk på os.

Her i corona-tiden er vi ofte blevet præsenteret for teknikken med at sammensætte flere sangere til et kor. Den teknik er også blevet brugt i et par installationer på udstillingen.

I den ene af dem bliver Cohens nok kendteste sang Halleluja spillet i rummet, hvor man læser den lange biografi. Så vidt jeg forstod det, hører man det antal sangere, som på det givne tidspunkt er online og synger rundt om i verden. Som publikum kan man gå ind i en ottekantet kreds omringet af mikrofoner og nynne med. Halleluja er jo nærmest meditativ, og man står bare og gynger lidt i takt og nyder roen i kroppen.

Den anden installation med sangfletningsteknik skal ses i Nikolaj Kirkes tårnrum. Her er der omkring 20 hengivne fans, der har fået mulighed for hver for sig at indspille deres version af sangene fra albummet I’m Your Man. Indspilningerne bliver sat sammen til et kor, som afspilles på skærme, hvor fansene får næsten naturlig størrelse. Det er vel at mærke mandlige fans – mænd som har været fans gennem 50 år. Flere af dem har klædt sig som Cohen og har gjort sig umage for at ligne ham. I rummet der ligger op til det store kor-rum, synger et mandligt kor fra den kirke i Montreal, hvor Cohen hørte til, og hvor han kom jævnligt. Dette kor flettes sammen med koret af fans. Det er meget bevægende at stå midt i og lytte til disse sange.

En anden installation, hvor der er direkte publikumsinddragelse, består af et vintage Wurlitzer orgel, som er koblet op med en opbygning af højttalere i forskellige størrelser, typer og alder, som danner en halvcirkel om siddepladsen ved orglet. Når man trykker på en tangent på orglet og holder den nede, hører man Cohens karismatiske stemme læse et af sine digte op. Hvis man trykker på flere taster, hører man flere digte. “Det er meget stærk oplevelse at sidde midt i kakofonien af Cohens stemme“, sagde Louise, som var meget begejstret for denne installation. Jeg kunne også godt på afstand fornemme, at Cohen her pludselig blev meget nærværende.

Som nævnt er der rigtig mange gode oplevelser, og udstillingen kan sagtens ses flere gange. Jeg vil ikke afsløre mere her, blot opfordre til at se udstillingen.

Formuleringen i udstillingens titel A Crack in Everything er Cohens egen (There is a Crack in Everything), fortælles det i introduktionen til udstillingen i Gl. Strands app. Men udsagnet modsvares også af ham selv med “that’s how the light gets in“. Forstået på den måde, at vi mennesker er skrøbelige væsener, men at vi også har mulighed for at lade de lyse sider komme frem.

Efter udstillingen spiste vi frokost på den lille hyggelige café Sonny i Rådhusstræde. Her fik vi også en snak om, hvordan det virker på os, når det er en corona virus og ikke os selv, der bestemmer, hvor meget social kontakt vi kan have med andre mennesker. Så jeg vil passende slutte denne lille beretning med at referere til en passage i en af filmene, hvor Cohen reciterer fra Tower of Song. For det er helt rigtigt – han taler stadig til os efter at han er væk.

“Now I bid you farewell, I don’t know when I’ll be back
They’re moving us tomorrow to that tower down the track
But you’ll be hearing from me baby, long after I’m gone
I’ll be speaking to you sweetly from a window in the Tower of Song”

Læs mere om udstillingen på Gl Strands hjemmeside.