Brede Værk

I søndags cyklede jeg en lille eftermiddagstur til Brede for at se Brede Værk. Vejret var jo rigtig godt, så jeg havde taget en madpakke med til frokost.

Jeg havde lidt en idé om, hvad det var jeg skulle se. Noget med industrihistorie. Men at det var så stort et område og så interessant, det blev jeg godt nok overrasket over.

Nationalmuseet driver Brede Værk, men har desværre besluttet at lukke det som en del af besparelser. Hvis man vil læse om Brede Værk på nettet, skal man derfor også til Lyngby Taarbæk Stadsarkivs hjemmeside for at få mere at vide end de sparsomme oplysninger, som Nationalmuseet byder på.

Til gengæld er der mulighed for at få en lydguidet tur i Brede Værk. Både hjemmefra og når man er der. Og det er jo, når man står på stedet, at det giver mest mening. Jeg valgte at gå rundt i området og lytte til samtlige lydfiler. Det gav mig en rigtig god fornemmelse af, hvad bygningerne gennem tiden har været brugt til, og hvordan de har været drevet først med vandkraft fra Mølleåen, derefter damp og til sidst elektricitet. Det kan jeg bestemt anbefale, at man gør, hvis man tager ud og ser stedet. Man downloader appen Useeum på sin telefon og så kan man bare lytte til de filer, der ligger der. Man får information om forskelllige former for fabrikation – krudt, kobber og klæde – og om fabrikanterne. Lydguiden omhandler fortrinsvis tiden med klædefabrik.

Man hører tidligere ansatte fortælle om, hvordan det var at arbejde der som børnearbejder, at bo i arbejderboligerne og gå i fabrikkens skole. Ved skolevejen står endnu 700 år gamle egetræer! Da der også var vuggestue og børnehave der – Asylet – så var det tryggere for kvinderne at gå på arbejde, når de ikke skulle efterlade børnene hjemme med en hjemmefabrikeret sut af tygget rugbrød og brændevin – hvilket ifølge en af lydfilerne var almindeligt på den tid – UHA!!

Det skal så også siges, at kvinderne var billigere arbejdskraft, derfor kunne det betale sig for fabrikken at stille pasning af børn til rådighed. Måske skulle der også betales for pasningen, det forlyder der ikke noget om. Men det fortælles, at fabrikant Daverkosen (leder fabrikken 1880-1918) tillod kvinder med uægte børn at få ansættelse på fabrikken, hvilket han blev kritiseret for, da det kunne være opfordring til utugt. AK JA! Det var nok ikke kun af et godt hjerte, da kvinder som sagt fik meget lavere løn end mænd, men det var på den tid meget ulykkeligt for en kvinde at få et barn udenfor ægteskab (mærkeligt nok ikke for faderen!), så et positivt træk er det dog, at Daverkosen kunne se stort på det.

Tag endelig turen til Brede, hvis I kommer på egnen! Selv om man ikke kan komme ind i bygningerne – hvad man jo bliver meget nysgerrig efter – så er det en stor oplevelse at se dette sted.

Online findes en film af Peter Clausen, produceret for Nationalmuseet i 1992, den giver også et godt historisk overblik over Brede Værk og området. Se filmen på linket her. (Tryk på den grønne blok med start og derefter på play, for at starte filmen).