Besøg fra Aalborg

Lige om lidt får jeg besøg af Majbrit, min veninde fra vi gik i realen i Aalborg. Majbrit bor stadig i Aalborg, og da jeg flyttede, blev vi enige om, at vi ville besøge hinanden og ses jævnligt stadigvæk. I Aalborg boede vi meget tæt på hinanden og vi sås ret ofte. Det er sådan et venskab, hvor vi bare kan snakke om alt, og det er måske det eneste jeg savner, efter at jeg er flyttet til København. Det lige at kunne smutte op til Majbrit, eller at høre, om vi ikke skal spise sammen til aften eller gå en tur i eftermiddag.

Bortset fra den begrænsning, som corona har sat og ville have sat under alle omstændigheder, så har vi holdt, hvad vi lovede. DSB har billige togbilletter, så det er også økonomisk overkommeligt at tage en tur til Aalborg og omvendt.

Siden jeg flyttede er der mange, der spørger: har du fortrudt, at du flyttede fra Aalborg til København? Svaret tror jeg godt, at I der læser denne blog, kender. Og det er NEJ, det har jeg ikke. Det var også en beslutning, der blev taget på gode og langstrakte overvejelser. Og da børnebørne begyndte at komme, så gav det jo lidt sig selv. Når Liva siger: Jeg har savnet dig farmor – og Hubert siger: Farmor er min ven, jeg elsker farmor, så bekræfter den glæde der strømmer gennem mig, at det var den helt rigtige beslutning.

I dag kommer Majbrit altså her, og vi skal hygge os i tre dage. I morgen aften skal vi en tur i Folketeatret, og vi har snakket om, at vi skal se et par udstillinger på Sofienholm og Ordrupgaard, som begge ligger i afstand til en god spadseretur. Så nu vil jeg glæde mig til nogle gode dage sammen med Majbrit. Vi skal have os et glas vin og gå nogle gode ture i efterårslandskabet.